Udvalgte aspekter 3
Comorbiditet (ledsagesygdomme)

Samtidig forekomst af en psykisk sygdom og stofrelaterede forstyrrelser, ofte benævnt comorbiditet eller dobbeltdiagnose, er ikke et nyt fænomen. I de senere år er spørgsmålet dog kommet til at dominere stadig mere i de politiske og faglige diskussioner, idet det er blevet klart, at et stort og formentlig voksende antal personer er berørt. I dette kapitel vil der blive fokuseret på sameksistensen af psykiske forstyrrelser og personlighedsforstyrrelser og brug af illegale stoffer. Faktisk er det ofte på sin plads at tale om multimorbiditet, idet de berørte personer ofte også lider af somatiske sygdomme som f.eks. hiv- eller hepatitis C-virusinfektioner ud over sociale forstyrrelser som f.eks. familieproblemer, arbejdsløshed, fængselsophold eller hjemløshed. Pleje- og behandlingstjenesterne er normalt utilstrækkeligt udstyret til at håndtere diagnosticerings- og behandlingsbehovene hos denne klientgruppe, således at de ser bort fra og/eller er ude af stand til at behandle samtlige klientens problemer under ét. Resultatet er ofte en »svingdørssituation«, hvor yderst behandlingskrævende personer henvises fra den ene tjeneste til den anden, alt imens deres situation forværres.

Det skal bemærkes, at det specifikke forhold mellem cannabisbrug og psykiske forstyrrelser behandles mere indgående i særlige aspekter: cannabis.