… og manglende fremskridt

Nogle medlemsstater gør kun langsomme fremskridt og anvender fortsat ikke-bevisbaserede koncepter. Dette skyldes bl.a. inerti, for stor vægt på lægevidenskabelige og misbrugscentrerede fremgangsmåder, manglende anerkendelse af betydningen af sociale påvirkninger samt en fokusering på personlige variabler. Endvidere har visse lande ikke opstillet nogen standarder, hvilket bevirker, at forebyggelse alene overlades til lokale sundhedspersoner eller lærere, hvis viden om bevisbaseret forebyggelse ofte er ringe, med det resultat, at forebyggelsen bygger på fordomme og overbevisninger. Og i nogle medlemsstater (f.eks. Danmark, Estland, Frankrig, Letland samt dele af Belgien, Tyskland og Italien) er den skolebaserede forebyggelse stadig især baseret på oplysning gennem pjecer, sporadiske seminarer, aktivitetsdage og udstillinger, møder, foredrag eller ekspertbesøg.

Der er noget, der tyder på (Flay, 2000), at skolebaseret forebyggelse for at være effektiv skal indgå i en læseplan for sundhedsfremme og en narkotikapolitik for skolen, og at forebyggelsen skal vedrøre aspekter af det sociale liv og nærmiljøet (Paglia og Room, 1999). Dog tilslører den overdrevne brug af sætninger som f.eks. »fremme af en sund livsstil«, »holistiske modeller« og »integreret forebyggelse« en mangel på et solidt fundament for forebyggelsespolitikken og en begrænset interesse for bevisbaseret forebyggelse. Den familiebaserede forebyggelse har ikke gjort synlige fremskridt. Denne form for forebyggelse, der er et led i den universale forebyggelse, er stadig begrænset til forældreaftener eller –grupper (f.eks. Tyskland, Grækenland, Sverige), mens den familiebaserede forebyggelse kun indgår i den selektive forebyggelse (dvs. forebyggelse, der er koncentreret om risikofamilier) i Spanien, Irland, Polen, Sverige og Det Forenede Kongerige (tabel 4 OL).

Tabel 4 OL: Oversigt over de vigtigste forebyggelsesparametre (EN)